Jeg har fået 3 aborter. Den første da jeg var 27. Medicinsk. Det var ikke den psykiske følelse, mere den fysiske. Jeg var fuldstændig afklaret med at jeg ikke ønskede børn. Så det var et afklaret og velovervejet valg. Men det at bløde en måned, at have smerter, være træt og afkæftet, og bare blive mødt af et klinisk sundhedssystem, der udskrev en fordi der ingen komplikationer var, prognosen var fin. Ja så var alt jo fint. Og jeg måtte så selv deale med de fysiske udfordringer. Det var hårdt og voldsomt.

De efterfølge var da jeg var i 30'erne og sidste år, da var jeg 44 år. Igen velovervejet valg, men jeg måtte gennemføre dem alene uden min partner. Da jeg var 27 år, var min daværende kæreste med hele vejen. Da jeg var i 30'erne, var det der ingen, og det havde været en kortvarig affære. Sidste år sad min elsker i Asien, og var kun nærværende via Facetime. Følelsen af ensomhed, at være alene.

At blive mødt i et klinisk system, hvor omsorgen var af selvsamme karakter, var nok det var mest ubehagelige. Selvom du er velovervejet og at aborterne kommer som følge at prævention der fejler, så er det ikke blot en byld der fjernes. det er et kirurgisk indgreb, og man har måske blot brug for omsorg og nærvær og et så simpelt men relevant spørgsmål, som "er du ok"? Jeg har aldrig tvivlet og altid være velovervejet, og mødt et system der har mødt mig og ej negligeret eller stillet spørgsmål til mit valg, men dog også et koldt og klinisk system.

Jeg har aldrig haft psyke udfordringer forbundet med det, ej har det fyldt hos mig, eller der har været tvivl. For mig er abort en kvindes rettighed, der skal værnes om og blot sættes op. Det er retten til at vælge, vælge over egen seksualitet, retten til at til eller fravælge, og en kvinderettighed.

Abortfortællinger